Når du syr eller strikker, gør du det sikkert, fordi du synes, at det er hyggeligt. Men vidste du, at dit kreative arbejde har sundhedsmæssige effekter? Det har kunsthåndværker, håndarbejdslærer, psykolog og Ph.d. Anne Kirketerp (billedet) fundet ud af ved at forske i feltet, hun kalder ”Craft Psykologi”.

 

Anne konkluderer blandt andet, at det at have en passion inden for håndarbejde og håndværk er med til at opretholde et godt liv og kan være reelt livsforlængende. I denne artikel fortæller hun om de 5 vigtigste e!ekter, du opnår, når du er kreativ.

Den vigtigste effekt ved håndarbejde og håndværk er, at du oplever alle grundlæggende positive følelser: glæde, inspiration, optimisme og lignende.

 

Og det er slet ikke så ligetil at få de følelser: ”Som mennesker er vi tilbøjelige til at være opmærksomme på alt det, der går galt. Så det at finde aktiviteter, som sikrer, at vi oplever positive følelser, er utroligt vigtigt. For vi bliver nødt til at gøre noget aktivt for at have det godt,” fortæller Anne.

 

Hun forklarer videre, hvordan mennesker med en kreativ passion sidder inde med en stor gave: ”Kigger du ind i en skærm hele dagen, oplever du ikke nogen kompetence gennem en passion og bliver på den måde mere udsat for alle de psykiske ting, der kan ramme os. Fx ensomhed og depression.

 

Har du derimod en passion, sikrer du dig en opadgående glædesspiral, fordi du høster positive følelser, hver gang du køber ind til et projekt, skaber det og måske giver resultatet væk i gave.” siger Anne.

Craft Psychology1

Du oplever ”flow”, når du er kreativ. Anne beskriver det som en tilstand, hvor tiden flyder, og du glemmer dig selv. Dermed kan du også for en stund glemme ting som angst og meningsløshed – og det kan endda lindre fysiske smerter.

 

Flowet opstår, når den kreative udfordring, du sidder med, er i balance med dine kreative evner. Du føler dig ikke dum og keder dig ikke – du føler bare, at du lykkes: ”Hjernen bliver ikke gladere, end når vi er i flow. For det er her, der bliver udløst allermest af belønningshormonet dopamin. Efterfølgende er vi også mere kreative, når vi skal løse udfordringer i livet,” fortæller Anne.

 

Hun pointerer, at det er vigtigt, at man har gang i flere projekter på én gang – gerne ti: ”Du oplever ikke flow, hvis du sidder med det samme projekt i en uge eller en måned. Der er jo forskel på, hvor oplagt du er en torsdag aften og en lørdag morgen, hvor du er frisk og udhvilet.

 

Holdningen om, at man ikke må gå i gang med et nyt projekt, før man har afsluttet et andet, holder altså ikke. For du skal have en kurv med forskellige projekter af forskellig sværhedsgrad, så der altid er noget, der passer til din sindstilstand,” forklarer Anne. Måske har du allerede flere passioner i livet, end du går og regner med? Fx er bagning og lugning i haven også craft-projekter, der kan få dig i flow.

Det meste håndarbejde og håndværk kræver, at du laver en form for bevægelse med dine hænder. Anne beskriver, hvordan de små bevægelsesgentagelser aktiverer det såkaldte parasympatiske nervesystem i hjernen, som videre aktiverer en afslapningsrespons i kroppen.

 

Hun mener, at det blandt andet er derfor, at vi lige nu ser en stor strikke- og sy-trend blandt unge mennesker: ”De har jo opdaget, at hér er der en aktivitet, hvor de kan kontrollere deres opmærksomhed. De er ikke længere tvunget til at tænke på, hvad andre synes om dem, og tankerne om, at de ikke er gode nok, bliver færre.

 

Kroppen slapper bare af, og finder man komplet ro i at lave de små gentagelser, sænker blodtrykket sig også,” siger Anne. Hun fortæller, at man med fordel kan kombinere gentagelserne i det kreative arbejde med åndedrætsøvelser og her opleve det, hun kalder naturlig mindfulness.


”Rigtig mange mennesker ved godt, at mindfulness er sundt og effektivt til at styre angst, depression og meget andet. Men mange stopper igen, fordi det på en eller anden måde bliver for kedeligt. Derfor er det nemmere at holde fast i øvelserne, hvis man kombinerer det med sin passion, som man jo elsker.” siger Anne. 

Craft Psychology3

Som mennesker har vi en grundlæggende oplevelse af at føle os meningsfulde og eksistentielt nødvendige, når vi præsterer noget. Det gør vi blandt andet, når vi er kreative, fordi vi laver noget, vi selv kan gå med eller give væk til nogen, vi elsker.

 

Men det må ikke være noget, vi laver for at blive beundret af andre: ”Hvis du fx strikker en sweater udelukkende for at lægge den op på Instagram, så har det ikke samme effekt. Derimod skal det være et projekt, hvor du føler, at skabelsesprocessen er vidunderlig og oplever en masse mikrosucceser i kroppen undervejs,” siger Anne. 

 

Hun fortsætter: ”Og det er selvfølgelig vigtigt, at du færdiggør dine projekter, så du kan høste selvtilliden af præstationen og dermed beholder lysten til fortsat at dyrke din passion.”

Vores hjerner fungerer ved hele tiden at danne nye nerveforbindelser, der gør os i stand til at udtrykke os selv, tænke, føle og bevare hukommelsen. Udfordrer vi ikke hjernen, fordi vi laver de samme rutiner hver dag, forfalder de forbindelser.

 

Har du en passion, holder du derimod hjernen i gang, fordi du synes, det er spændende at lære nyt inden for feltet: ”Det er fx lettere for ældre mennesker at gide blive ved med at være aktive og deltagende i hverdagen, hvis de har en stærk passion for noget. Det vedligeholder nemlig hjernens funktioner, at de bruger deres fingre og motorik, og det at de bliver ved med at lære nyt kan faktisk gå ind at hæmme og hindre demens."

 

"Så når vi siger til vores bedsteforældre, at de skal prøve at holde sig i gang, er det ikke for sjov, da det faktisk fremmer hjernens sundhed,” afslutter Anne.

Craft Psychology4

Psykologien bag menneskers passionsbårne engagement i skabelsen af materielle ting, hvor både aktiviteten og det endelige resultat er belønningen.

 

Kilde: Bogen ”Craft Psykologi. Sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk” af Anne Kirketerp (2020)