Designkonkurrence 2023: de 3 finalister

De 3 finalister i Selfmades designkonkurrence har bidraget med hver deres unikke designidé. Vinderen af konkurrencen modtager 100.000 kr. og får sit design udviklet til et symønster, der kommer til salg i alle butikker og på webshoppen.

 

Dyk ned i de 3 designs her på siden – og glæd dig til, at vi udråber en vinder i løbet af foråret 2023!

Design Competition Collage Felicia Danser

Blazer af

Felicia Danser (DK/NL)

VIA University College, Aarhus

 

Designet

Felicia har ladet sig inspirere af blazerens klassiske silhuet. Denne har hun transformeret til et multifunktionelt og tidløst design, der består af tre dele, som både kan bruges sammen og hver for sig. Om designet skriver Felicia:

 

”Min idé har været at skabe et funktionelt produkt, der samtidig giver brugeren mulighed for at være mere kreativ i outfitsammensætningen.”

 

I Selfmade® synes vi, at designet skaber en skøn kontrast mellem det klassiske og det detaljerede. Den asymmetriske silhuet giver masser af kant, og man står tilbage med en følelse af feminin power. Et virkelig alsidigt design, der kan bruges på utallige måder.

 

Design Competition Collage Samantha Esfandiari

Frakke af

Samantha Esfandiari (SE)

Tillskärarakademin Stockholm

 

Designet

Med denne frakke ønsker Samantha at hive kreativiteten frem i os mennesker. De små plastlommer i forskellige størrelser kan nemlig åbnes og lukkes, så man kan udstille forskellige genstande i dem – fx billeder, blomster og lignende. Og der ligger også andre tanker bag denne idé:  

 

”Da det er muligt at udskifte indholdet i lommerne, bliver der skabt et tidløst design, der bidrager til en bæredygtig udvikling. Frakken får hele tiden nyt liv, hver gang du vælger at redesigne den, hvilket vil resultere i lang levetid,” skriver Samantha.

 

I Selfmade® synes vi, at frakken er cool i sig selv med en superflot silhuet. Lommerne giver det ekstra lag af personlighed og legesyge, og man kan i princippet selv vælge, hvor mange eller hvor store lommer, man vil have på. Med andre ord er der rig mulighed for at lave en unik frakke.

 

Design Competition Collage Jannie Sloth Hansen

Sæt af

Jannie Sloth Hansen (DK)

Designskolen Kolding

 

Designet

Jannie har fundet inspiration i ikoniske beklædningsgenstande som denim og skræddersyede styles. Håbet er, at hendes design dermed får en længere levetid og kan blive brugt i generationer.

Designet er samtidig stærkt inspireret af udfordringen med at få mønsterstykker til at passe på stof. Her har det været Jannies klare mål at minimere spild gennem brug af nye klip og detaljer.

 

”Med dette projekt håber jeg at kunne skabe opmærksomhed om tekstilspild over for forbrugeren og industrien med målet om at blive bedre,” skriver Jannie.

 

I Selfmade® er vi vilde med sættet som helhed og missionen om at mindske spild. Der er taget nogle rigtig gode valg i forhold til indsnit, og vi er fans af, at designet er både klassisk og ungt i sit udtryk. Derfor tror vi også på, at sættet kan leve rigtig længe i folks garderober.