Designcomp 17

Hun fik førstepladsen i Selfmades allerførste designkonkurrence for sin kombinationskjole, Månekjolen.

 

Læs (eller genlæs) vores interview fra foråret 2022 med vinderen Filippa Fuxe. Her spurgte vi hende blandt andet, hvordan det føles at udvikle sin idé til et rigtigt symønster.  

 

Hvordan var det at være en del af Selfmades designkonkurrence?

 "Det har virkelig været en spændende oplevelse! Jeg deltog, fordi jeg deler mange af Selfmades værdier såsom bæredygtighed og det her med, at man skal være sin egen designer. Det er også det, der er den bærende idé for mit design.

 

Jeg ville skabe en kjole, der kunne bruges til flere anledninger og styles på mange forskellige måder, så man har en kjole, man kan bruge i mange år.

 

Oprindeligt havde jeg farvet nogle af kjoledelene med tekstilfarve, og på den måde kan man jo blive ved og stå med en helt unik kjole igen og igen. Kjolens endelige look og udtryk er helt op til den, der skal have kjolen på, og på den måde bliver man sin egen designer."

 

Hvordan har det været at udvikle et rigtigt symønster?

"Det er første gang, jeg arbejder sammen med et professionelt designteam, og det har været vildt inspirerende at være en del af sådan et samarbejde. Jeg har særligt været fascineret af den sparring, der har været, og jeg er imponeret over, hvordan alle byder ind med deres tanker og idéer, så man sammen når helt i mål.

 

Vi måtte lave et par småjusteringer på kjolen undervejs som fx at tilføje en lynlås og lave lappen i taljen mindre, men jeg er så tilfreds med resultatet! Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor vildt det bliver at se mit mønster ude i butikkerne!"

 

Hvad er dine drømme for fremtiden? 

"Lige nu drømmer jeg om, at jeg i fremtiden kommer til at arbejde med innovativ mode. Bæredygtighed er altid en af grundstenene, når jeg går i gang med et projekt, og det er noget, vi bliver nødt til at tage højde for, hvis vi skal passe godt på miljøet.

 

Jeg ved ikke endnu i hvilken retning, jeg kommer til at gå, men det må tiden vise."

 

Sy selv Månekjolen 

Vi elsker Fillipas design og hendes fokus på at skabe en kjole, der hele tiden kan gives nyt liv.

 

Med tre forskellige ærmer – eller slet ingen – kan du nemlig skifte kjolens look, så den pludselig fremstår som en helt ny kjole.

Find symønsteret på Månekjolen her, og slip kreativiteten løs!

 

Fillippa Fuxe studerer Fashion Design på Beckman’s College of Design i Stockholm. Følg hende via @filippafuxe.