MÅLEGUIDE

Sådan vælger du størrelse i symønstre

Vil du undgå at bruge timer på et syprojekt, der ikke ender med at passe?

På denne side guider vi dig til at vælge den rigtige størrelse i symønstre, så dit tøj passer fra start.

Undgå at sy tøj, der ikke passer

MÅL ALTID INDEN DU SYR

Der er ikke meget, der er mere demotiverende end at have brugt mange timer på et flot syprojekt i det skønneste stof, hvis tøjet efterfølgende ikke passer.

Tøjstørrelser og symønstre følger ikke altid samme mål

Størrelser i symønstre og almindelige tøjstørrelser er ofte ikke de samme. Derfor kan du ikke regne med, at den størrelse, du normalt køber i butikkerne, også passer, når du syr selv. Der kan være stor forskel fra mønster til mønster og mellem brands, og pasformen i det enkelte mønster spiller også en vigtig rolle.

Derfor er det vigtigt at måle først

Dine kropsmål er det sikre udgangspunkt. Sammenlign dem altid med produktmålene i det enkelte symønster – også selvom du har syet før.

Læs med – vi guider dig hele vejen

Her på siden gennemgår vi de vigtigste faktorer, så du bedre kan vurdere størrelse, pasform og stofvalg. Målet er, at du ender med et syprojekt, der både passer til dig og til det stof, du har valgt.

Sådan får du dine kropsmål

Se videoen og få trin for trin hjælp til, hvordan du måler dig korrekt. Du behøver kun et målebånd, og målene tager kun få minutter at tage.

Brug kropsmåleskemaet

Sammenlign dine mål med kropsmåleskemaet i symønsteret.
Det hjælper dig med at vælge den rigtige størrelse og giver et bedre udgangspunkt for en god pasform.

Symønstre er lavet ud fra en standardhøjde på 168-174 cm, så selvom vidden passer, kan længden have brug for at blive justeret.
Det er helt normalt og en del af processen.

Forskellige designs giver forskellige produktmål

Når du vælger størrelse i et symønster, har designet betydning for, hvor tæt eller løst tøjet er tænkt til at sidde. Nogle designs er tætsiddende, andre mere løse.

På forsiden af syvejledningen kan du se produktmålene for det konkrete design. De samme mål finder du også på hjemmesiden ved mønsteret. Produktmålene viser, hvor rummeligt tøjet er. 

Hos Selfmade® arbejder vi med tre forskellige pasformer, som hjælper dig med at vurdere, hvor tæt eller løst modellen er.

Fitted modeller sidder tæt og følger kroppens former. Her er der kun lidt ekstra plads i snittet.

Overdele er typisk ca. 4–10 cm større over brystet end dit kropsmål. Underddele er ca. 0–2 cm større over hoften.

Regular modeller har en mere afslappet pasform med ekstra bevægelsesrum, uden at tøjet virker løst.

Overdele er typisk ca. 12–15 cm større over brystet end dit kropsmål. Underddele er ca. 3–6 cm større over hoften.

Loose modeller er rummelige og falder løst på kroppen.

Overdele er typisk ca. 17 cm eller mere større over brystet end dit kropsmål. Underddele er typisk ca. 7 cm større over hoften.

Hvilket mål skal du vælge størrelse ud fra?

Nu hvor du kender forskellen på de tre pasformer, er næste skridt at vælge størrelse ud fra dine kropsmål. Det afhænger af, hvilken type tøj du syr, og hvor modellen er mest tætsiddende.

Overdele

Til toppe, bluser og skjorter er det brystmålet, der afgør størrelsen.

Har du et større hoftemål end brystmål, kan du ofte tilføje ekstra vidde over hoften uden at ændre størrelsen på overdelen.

Vil du gøre overdelen ca. én størrelse større over hoften, kan du lægge ca. 1 cm til i hver sidesøm, i alt ca. 4 cm. Justér mere eller mindre efter behov.

Nederdele og bukser

Sidder nederdelen tæt over hoften, vælger du størrelse ud fra hoftemålet. Er den løs over hoften, A-formet eller med elastik i taljen, vælger du ud fra taljemålet.

Ved bukser er det oftest hoftemålet, der bestemmer størrelsen. Snittet afgør herefter pasformen.

Kjoler

Ved kjoler vælger du størrelse ud fra det sted, hvor kjolen er mest tætsiddende. Det er brystmålet ved tætsiddende overdel og hoftemålet ved tætsiddende underdel. Er kjolen løs i snittet, vælges størrelse ud fra brystmålet.

Har du et større hoftemål end brystmål, kan du også her tilføje ekstra vidde over hoften. Vil du gøre kjolen ca. én størrelse større, kan du lægge ca. 1 cm til i hver sidesøm, i alt ca. 4 cm. Justér efter den pasform, du ønsker.

Ligger du mellem to størrelser?

Er modellen tætsiddende, vælg den største størrelse. Er modellen regular eller loose, kan du vælge den mindste for et mere tæt udtryk eller den største for ekstra vidde.

Du kan med fordel sammenligne med tøj, du allerede har, og som du kan lide pasformen på.

Anja Dam Harden


Anja Dam Harden

Med mange års erfaring som mønsterkonstruktør hos Selfmade og som underviser i mønsterdesign deler hun sine bedste tips med dig.

Om stoffets betydning for pasformen

Når du syr selv, har du muligheden for selv at vælge, hvilket stof du vil bruge til dit syprojekt.

Men det er vigtigt at vide, at ikke alle metervarer opfører sig ens. 

Stoffets egenskaber har stor betydning for, hvilken størrelse eller pasform du bør vælge, og for hvordan tøjet kommer til at sidde, når det er færdigt.

Se altid på pasform, produktmål og anbefalet stof, før du vælger størrelse. Det giver det bedste udgangspunkt for et godt resultat.

Stretchstof

Stretchstoffer som fx jersey er elastiske og giver sig, når tøjet bliver taget på.

Vigtigt at vide om stretch og mål

Ved tætsiddende designs i stretch kan produktmålene være mindre end dine kropsmål. Det er helt bevidst og sikrer, at tøjet sidder tæt og korrekt.

Symønstre til stretchstof

Nogle symønstre er udviklet specifikt til stretchstoffer. Her er pasformen allerede tilpasset stoffets elasticitet. Derfor anbefaler vi, at du vælger størrelse ud fra kropsmåleskemaet og dine egne kropsmål.

Fast stof

Faste stoffer uden stretch kan ikke give sig. Derfor har tøjet ofte brug for lidt mere plads for at være behageligt at have på.

Nogle faste metervarer indeholder elastan og kan give sig en smule.

Fast stof føles mere tætsiddende

Helt faste metervarer uden stretch vil føles mere tætsiddende end samme model syet i en metervare med stretch.

Her kan det være nødvendigt at vælge en større størrelse, end du normalt gør. Alternativt kan du vælge et design med en mere løstsiddende pasform.

Symønstre til fast stof

Vælg altid et symønster, der er beregnet til fast stof. Et mønster til stretchstof vil ofte sidde for tæt og kan være svært at komme i og ud af.

Kraftigt eller tyk stof

Kraftige metervarer som fx denim, fløjl, canvas eller uld fylder mere og falder anderledes end lette metervarer. Det kan gøre tøjet mere stift og få det til at sidde mere tæt.

Derfor er det ofte en fordel med lidt ekstra vidde eller et mere løstsiddende design. Syr du i en kraftigere metervare end den, mønsteret er beregnet til, kan det være nødvendigt at vælge en større størrelse for at bevare den rigtige pasform. 

Du finder vores anbefalinger til stof på syvejledningen for de enkelte mønstre. 

Virker det lidt svært at finde rundt i? 

Det er helt forståeligt, hvis det hele kan føles lidt komplekst. Pasform, stof og størrelser hænger sammen, og det kan være svært at vurdere første gang, især for nybegyndere.

Men bare rolig. Du behøver ikke finde ud af det hele selv.

Vi står klar til at hjælpe dig i vores mange butikker med at vælge den rigtige størrelse, pasform og stofkvalitet til dit syprojekt. Vores kundeservice hjælper dig også gerne videre. 

FIND BUTIK

Størrelser varierer mellem forskellige brands af symønstre

Nogle brands af symønstre falder stort, andre småt. Der kan derfor være stor forskel på størrelserne fra brand til brand, selvom du vælger den samme tøjstørrelse.

Netop derfor er det vigtigt altid at tage dine mål og bruge måleskemaet i det enkelte symønster. Det er den eneste sikre måde at vælge den rigtige størrelse på og undgå, at dit færdige syprojekt ikke passer. 

Luk